Velkommen

I FDF K5 på Østerbro møder vi børn og unge med fantasi, fællesskab og en kristen holdning til livet. Vores kerneaktiviteter er bl.a. friluftsliv, musik og leg.

Samværsregler

Omgangstonen i kredsen:

  • Lederne i kredsen fungerer som rollemodeller for børnene. Derfor bruger lederne et ordentligt og respektfuldt sprog. Det betyder, at omgangstonen hverken må virke stødende, nedsættende eller krænkende.
  • Det er ligeledes ledernes opgave at medvirke til at børnene taler ordentlig til hinanden, samt at gribe ind hvis nogen bliver mobbet eller holdt udenfor fællesskabet.
  • Det er ledernes opgave at sørge for at informere forældre, hvis deres børn enten mobber eller bliver mobbet i kredsen. 

 

Fysisk kontakt:

  • Det skal være barnets og den unges grænser, som danner udgangspunkt for, hvor tæt voksne skal være på dem. Der skal selvfølgelig stadig være plads til et klap på skulderen og et trøstende kram til det barn, som har slået sig. En leder skal naturligvis fortsat kunne tage en ”slåskamp” i græsset og give et knus. 

 

Forholdsregler ved overnatning:

  • På arrangementer, hvor der er overnatning, bør der deltage ledere af begge køn. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, vil forældre blive informeret inden arrangementets start.
  • Ledere og børn sover adskilt. Ved f.eks. overnatning i shelter eller under åben himmel, kan der afviges fra dette.
  • Kredsens egen hytte har kun en sovesal, hvilket betyder, at drenge og piger sover i samme rum.
  • Ved overnatning i andre hytter, telte osv. tilstræbes det, at drenge og piger sover hver for sig. 

 

Badning og omklædning:

  • Badning og omklædning for børn og voksne bør foregå kønsopdelt.
  • Voksne skal vise respekt for børnenes blufærdighed ved badning og omklædning.
  • På weekender, hvor børnene af praktiske årsager sover drenge og piger sammen, må omklædning foregå på en sådan måde, at man skiftes til at klæde om i rummet.
  • Alternativt kan omklædning foregå nede i soveposen. 

 

Intim hjælp:

  • Hvis et barn har brug for intim hjælp (fx fjerne en skovflåt fra intime steder), skal der som udgangspunkt være to voksne tilstede. Det er vigtigt at voksne viser respekt for børnenes blufærdighed og følelser. Det kan være krænkende for et barn, der søger intim hjælp hos en leder, at denne tager en ekstra leder med. I sådanne tilfælde skal en anden leder oplyses om, at lederen nu går ind og hjælper barnet. Efter hjælpen skal lederflokken informeres. Forældre skal altid underrettes om intim hjælp. 

 

Ledere og børn online kommunikation (Facebook, Twitter, Messenger, osv):

  • På internettet skal lederne i sin kommunikation med børn og unge i kredsen fremstå som en rollemodel og overholde kredsens regler for en ordentlig omgangstone.
  • Lederne må godt være venner med børn og unge i kredsen på f.eks. Facebook.
  • Lederne skal sørge for at barnet eller den unge ikke bliver præsenteret for uhensigtsmæssig, stødende eller krænkende indhold fra ledernes profil, ved at opsætte specielle begrænsninger i ledernes profil. 

 

Forældrekontakt:

  • Ledernes mål er at have et godt forhold til kredsens forældre og en åben dialog omkring børnenes problemer og trivsel.
  • Forældrene bedes oplyse lederne om specielle forhold, der gør sig gældende omkring deres børn. Det kan f.eks. være: Medicinering, sociale problemer, personlig hygiejne og andet, som lederne skal være opmærksomme på i forhold til børnenes trivsel.
  • Omvendt vil lederne orientere forældre, hvis der er problemer i forhold til børnenes opførsel, trivsel osv. 

 

Alkoholregler:

  • I samvær med børnene må lederne ikke være berusede af alkohol.
  • På weekender, efter at børnene er lagt i seng, må lederne gerne nyde et glas vin eller en øl.
  • Unge mellem 16-18 år må i kredsen indtage alkohol i forbindelse med lukkede lederfester, planlægningsweekender osv., hvis forældrene har givet samtykke herom. 

 

Rygeregler:

  • Lederne er rollemodeller, og det tilstræbes at der ikke ryges synligt når børn og unge er til stede.
  • Rygning skal foregå så andre ikke udsættes for tobaksrøg.
  • Unge mellem 15-18 år må ryge i FDF K5 regi, hvis forældrene har givet samtykke herom. 

 

Euforiserende stoffer:

  • Indtagelse og besiddelse af enhver form for euforiserende stoffer er forbudt. 

 

Børneattester:

  • Alle, der som led i udførelsen af deres opgaver, der har direkte kontakt med børn under 15 år, og som selv er fyldt 15 år, skal ifølge loven tjekkes i Det Centrale Kriminalregister på den måde, at der indhentes og udfyldes en børneattest. Det gælder hvad enten man er frivillig leder eller hjælper. Alle kredse skal mindst hvert 3. år genindsende børneattest for alle ledere og andre tilknyttede hjælpere. Hvis man er dømt for straffelovens §§ 210, 222, 224, 225, 232 og 235 kan man ikke være medlem af FDF.
  • Der skal indhentes børneattester på ikke FDFere (forældre, hjælpere mv.), som deltager i kredsens arbejde med børnene, hvis de deltager i arbejdet i mere end 3 gange over en periode på 3 måneder, eller hvis de deltager i et arrangement, som har en varighed på mere end 4 dage.
  • Det er kredslederens ansvar, at ovenstående bliver overholdt. 

 

Forhold mellem de unge og de voksne medlemmer i kredsen:

  • Reglerne følger gældende dansk lovgivning vedr. pædofili og lærer/elev-forhold jf. straffelovens §§ 210, 222, 223, 224, 225, 232 og 235. 

 

Formalia:

  • Det er bestyrelsens og kredslederens ansvar at sørge for at alle ledere, assistenter og hjælpere er informeret om ovenstående regler, og at de overholdes.
  • Alle ledere og assistenter er forpligtede til at gribe ind, hvis de mener en anden leder eller en assistent overskrider kredsens regler.